Top fem: Europas kedeligste byer
marts 16, 2008
Rejsende fra hele verden har kåret Europas kedeligste byer – Bruxelles er den allerkedeligste. Se de byer, du skal undgå, her.
Brugerne på det populære site, TripAdvisor har talt, og Europas kedeligste byer er blevet kåret.
Se her, hvem der er med på rædselslisten – og se, om du er enig. EU’s hovedstad er med, og det er vores nordiske naboer også. Bruxelles eller Oslo – hvor er der kedeligst?
1. Bruxelles – Europas kedeligste by
Sexet electropop, fritter og muslinger. Tripadvisors brugere er ikke overbeviste. Der er for meget Manneken Pis, paragrafrytteri og kedelig administration over Belgiens – og EU’s – hovedstad. Europaparlamentarikerne er åbenbart ikke noget farverigt indslag, og det kan man måske så alligevel glæde sig lidt over. Bruxelles er stemt ind som Europas kedeligste by. Og det er ikke noget, man kan lovgive sig ud af.
2. Zürich – ren, men kedelig
Zürich har noget at leve op til. Det var her, Carl Jung udviklede den moderne psykoanalyse, og hvor den irske forfatter James Joyce skrev en del af sine rablende, halvpornografiske og frem for alt sindssygt komplekse værker. Men Zürich er også Schweiz’ finansielle centrum. Måske overskygger de kedelige bankfacader helt, at Zürich også er fuld af teater og gode gallerier – Tripadvisors brugere er i hvert fald ikke imponeret. Den største by i Schweiz er den næstkedeligste i Europa, men ifølge brugerne også den reneste.
3. Oslo – kedeligst i Norden
Oslo kommer ifølge Tripadvisors brugere ind på en delt tredjeplads som Europas kedeligste by. Det kan hverken være den storslåede udsigt fra Holmenkollen eller Edvard Munchs skrækindjagende værker på Munch-museet, der giver anledning til den hårde dom. Et forsigtigt bud kan være, at de usandsynligt høje priser på Oslos cafeer og restauranter sætter en dæmper på de rejsendes eventyrlyst i den norske hovedstad. Oslo er nemlig også i top tre over de dyreste europæiske byer.
4. Warszawa – en kedelig tredjeplads
Warszawa deler den lidet flatterende tredjeplads som Europas kedeligste by med Oslo. TripAdvisors brugere fascineres tilsyneladende ikke af kommunistisk æstetik, vanvittige arkitektoniske værker som Kulturpaladset eller lokale pudsigheder som mælkebarer, hvor man kan få tung polsk mad i fast og flydende form. Heller ikke den polske hovedstads pulserende klubber med piger lette på tråden og polske bodybuildere falder åbenbart i de rejsendes smag.
5. Zagreb – om igen
Selvom Kroatiens hovedstad skal dele smerten med både Oslo og Warszawa, er det ikke sjovt for en af Europas nye, spændende hovedstæder at blive kaldt for Europas tredjekedeligste by. Det kan ikke være bedømt ud fra klubberne ved Jarun-søen eller det løsslupne bar- og caféliv omkring Tkalèiãeva i den gamle bydel, at dommen er afsagt. Måske har TripAdvisors brugere ikke været nok ude i krogene, eller også har de ikke fået øje på, at Balkan simple grill-restauranter har fået selskab af flere nye gourmetspisesteder.
Listen over Europas kedeligste byer er ikke et udtryk for tgt.dk’s holdninger, men resultatet af en afstemning blandt TripAdvisors brugere.
