4 af 6 stjerner
De unges aften
november 21, 2008
Veto og Spleen United var soundtracket til en stor festaften i K.B. Hallen.
4 af 6 stjerner
Der var mere end én god grund til Veto og Spleen United havde sat hinanden i stævne i K.B. Hallen torsdag aften.
Begge bands har rødder i Århus, spiller elektroniskfunderet rockmusik med flere keyboards end guitarer og begge bands har i år udgivet plade nummer to – som i kvalitet er blandt året bedste danske udgivelser.
At dømme på reaktionerne fra de godt 3.000 publikummer i den totalt udsolgte sportshal, overlappede publikums smag for begge grupper da også ganske meget.
Der var dømt festivalstemning fra første færd, da Veto gik på og sendte deres rå power ud over masserne. De gjorde det fremragende, og især anden halvdel af konerten foregik i internationalt flyvegear.
Det var både en fest og en kunstnerisk knytnæve. Kunne Spleen United leve op til det? Nej, magtforholdet mellem de to, talentfulde bands stod hurtigt klart, da Spleen havde overstået et par af deres stemningsfulde og ørehængende radiohits, faldt det sammen.
For kedelige mellemtracks, unødvendige pauser og for meget jovialitet fremfor den næsten Kraftwerk’ske, cool arrogance, der ville stå sig ulige meget bedre til deres musik. Men til kvintettens forsvar skal det nævnes, at publikum havde en fest og deres sæt peakede også både to og tre gange efter den træge mellemperiode.
Lige så skal de roses for deres æstetiske lysshow, hvor lasers og spots spillede med takt til musikken og løftede helthedsoplevelsen. Det var en glimrende idé at lægge de to bands sammen, men næsten gang skal Spleen nok åbne ballet.
Skilsmisse uden en klink til Madonnas mand
november 19, 2008
Ægteskabet mellem superstjerne Madonna, i retten benævnt som M. Ciccione og filminstruktør Guy Ricthie er nu officielt forbi.
Parret annoncerede i sidste måned, at de er gået fra hinanden og siden da har højt betalte sagførere knoklet for at få en aftale i stand mellem de to.
Overraskende nok har den 40-årige Guy Ritchie afslået et mæglingsforslag fra sin ti år ældre kommende eks-kone på at få en bid på omkring 100 millioner kroner ud af hendes formue, der anslås at være på omkring tre milliarder.
- Det har aldrig, aldrig nogen sinde handlet om penge, sagde Guy Ritchie til den britiske avis The Daily Mirror.
Ritchie menes selv at være god for omkring 300 millioner kroner, så kommer næppe til at suge på lappen den nærmeste fremtid, men under britisk lovgivning havde han ret til at forlade ægteskabet med op mod 500 millioner kroner af fruens formue.
Det var formentlig derfor Madonna havde hyret Fiona Shackleton, der blandt andet har ført skilsmissesager for Prins Charles og senest Paul McCartney. Parret ejer sammen ejendomme i både Storbritannien og USA. Fire huse i London skal nu sælges, mens Guy Ritchie beholder parrets overdådige landsted og pubben Punchbowl i Mayfair. Madonna beholder penthouselejligheden i New York og kæmpevillaen i Beverly Hills.
Men det var ikke økonomien, der stod i vejen for en aftale mellem de to parter.Derimod var det Madonnas krav om, at børnene skulle flytte permanent med hende til New York, der fik briten til at sætte hælene i.
Aftalen er nu, at parrets 8-årige søn Rocco og adoptivsøn David Banda på to år, skal dele deres tid mellem Storbritannien og USA.
Madonnas datter Lourdes fra et andet parforhold flytter med sin mor til USA.Hverken Guy Ritchie eller Madonna, der er på turné i sit hjemland, var mødt op i retten for at overvære den officielle afslutning på deres ægteskab.
Michael Jackson skifter navn og religion
oktober 22, 2008
Berømtheden er konverteret til islam og har taget navnet Mikaeel, skriver The Sun.
En kilde fortæller, hvordan Michael Jackson blev præsenteret for sin nye religion under indspilningen af sin nyeste plade. Stjernen mødte en producer og en sangskriver, der begge er blevet muslimer.
- De fortalte ham om deres tro, og hvordan de mente, de var blevet bedre mennesker, efter de var konverteret, fortæller en kilde til The Sun.
Michael Jackson, der er opdraget som Jehovas Vidne, blev så begejstret for ideen, at en imam blev tilkaldt og Michael Jackson gik gennem shahada’en som er den muslimske trosbekendelse.
Som muslim skulle den tidligere Mikael Jackson tage et nyt navn.
- Jacko afviste navnet Mustafa, som betyder ‘den udvalgte’, siger kilden. I stedet valgte superstjernen et navn, der virker lidt mere bekendt. Fra nu af lyder stjernen navnet Mikaeel, der er navnet på en af Allahs engle.
Mikaeel fejrede sin nye status som muslim sammen med blandt andet den britiske sanger Yousef Islam, der var kendt som Cat Stevens, indtil han i 1977 konverterede til islam.