Il Grappolo Blu i Vester Farimagsgade har fået nye lokaler og bejler til at være byens bedste italiener.
Når man træder ind af døren til den italienske gourmetrestaurant Il Grappolo Blus nye afdeling i Vester Farimagsgade (det er bygningen ved siden af den »gamle« restaurant), så står man pludselig i dét, der mest af alt minder om spisestuen i et bedre italiensk hjem: med draperede gardiner og damaskduge, skænk og skabe i mørkt træ og (meget) dybe armlænsstole polstret i blomstret silkestof. Samt et hårdt flisegulv, der uden moderrestaurantens akustisk opblødende træpaneler desværre gør det svært at høre hvad tjeneren siger, hvis der er fyldt i restauranten. Også moderrestauranten ved siden af er blevet nyrenoveret, og i samme moment har menukortet (de deler køkken) fået et kvalitetsløft af et let modernistisk tilsnit. Opbygningen er den samme: først ti antipasti-forretter og små pastaanretninger, så fisk og/eller kød, ost og et par dessertanretninger. Nøjes man med antipasti, koster det 320 kr., og går man hele vejen med både fisk og kød, så skal der blødes 680 kr. Samt ikke mindst – ganske som var man til privat middag i det itoscanske – sættes tid af til en helaftensforestilling. Uden nævneværdige pauser tog det os 6½ (seks en halv!) time at spise os igennem hele menuen, der blev fulgt til dørs af en vinmenu med i alt otte vine til 980 kr. Bestemt ikke nogen billig vinmenu, men det er nu heller ikke ligefrem hverdagsvine, som ’den blå drue’s ene ejer, Ermenegildo Russo, har bestykket sit vinkort med. Især er han vild med de røde brunellovine fra Toscana, som der er hele 80 af!
Ermenegildo Russo koncentrerer sig i dag mest om Il Grappolo Blus kombinerede kokkeskole og restaurant i Toscana, så det er hans makker, Jennifer Hummel, der styrer de københavnske besiddelser, der i øvrigt også omfatter trattoriaet La Tombola i Toldbodgade. Det gør hun overordentligt professionelt og uden den mindste slinger i valsen. At det ikke kun er lokalet, der er peppet op, fremgik allerede ved de første antipasti. Først en ske med kold pighvar i en peberrodscreme, så en firkant braiseret kalvekæbe i tempuradej og til sidst et glas skummende ærtesuppe med en dråbe smeltet chokolade i. Sidstnævnte kombination glimrede ved sin uventede velsmag, mens det virker malplaceret på en klassisk italiensk restaurant at finde et så udpræget nordisk element som peberrodscreme. Så var det mere ventet på næste tallerken at se middelhavsbarsen branzino, dog i en noget modernistisk udgave, nemlig som tatar lagt ind i en tør »fransk« butterdejsvaffel med et par kulørte steger omkring sig i form af grøn squash, rød bede og sort lakrids. Lakridssaucen var et velkomment element til den ellers meget tørre dessert-look-a-like, som dog smagsmæssigt blev voldsomt domineret af at vaflen var overstrøet med birkes.
Så var vi på mere kendt toscansk grund med tredje indslag. Mangiafagioli, bønnespisere, kaldes toscanerne på grund af deres mange bønneretter – her en mos på forårets første hestebønner, garneret af en desværre lidt for kogt jomfruhummer, parret med en godt set frugtig rødvin, en rosso di montalcino fra Pieri. Det er sjældent en god idé at gå fra rød tilbage til hvid, men det lykkedes fint med vores fornemme sauvignon blanc fra Trentino, en sjældent modent duftende Lafoa 2005, der magtfuldt matchede en række mere traditionelle antipasti. Først en meget smagfuld tomat med aubergine, så en helt genial tunravioli serveret med rogn, tomat, basilikum og et velgørende bittert element i form af citronskal og endelig aftenens eneste egentlige pastaret – den tykke bucatini-spaghetti med sort olivensauce, der var kogt så al dente, som det er helt umuligt at gøre derhjemme. En virkelig velgørende og overlegent eksekveret kvartet, der måske også gav et fingerpeg om, at det er la cucina rivisitata, det genfundne og genfortolkede italienske bedstemorkøkken, der er Il Grappolo Blus spidskompetence.
Fisken var en napolitansk klassiker, et stykke præcist tilberedt havtaske i »vanvittigt vand« – en meget intens fiskesuppe spicet op med alskens krydderier, der stod perfekt til vinen, en hvid Lama di Corvo fra Rivera i Apulien. Så kom husets vinspecialitet på bordet, den længe ventede brunello – her en Talenti i superåret 1997, den bedste årgang i nyere tid, som dog viste tegn på at have set sine bedste dage. Dog ikke mere end at brunelloen i fin stil klarede kødretten, to meget velsmagende panerede lammekoteletter af perfekt kødkvalitet – stegt på benet og stadig røde indvendig – garneret med aspargeskartofler, rosmarinkviste, en ’uoversættelig’ italiensk letbitter grønsag ved navn catalonia, en endnu mere bitter grillet radicchio og en rødvinsreduktion så fortættet, at den kunne have udgjort en ret i sig selv. Klokken var nu langt over midnat og vi var mere end mætte, men ostevognen med udvalgte godbidder fra Campanien lokkede fælt, især sammen med en meget alkoholrig amarone fra Speri. Udenfor begyndte de første natteravne at vende næbbet hjemad, mens vi nu forberedte os på det søde stormløb. Det kom i tre bølger – først en ske med solbærsorbet, så en lille kakaotrøffel med Baileys i selskab med et glas mascarponecreme med friske brombær, hindbær og blåbær. Og endelig en is lavet på cantucci, den tørre toscanske mandelkage, serveret med et glas chokolademousse med kaffegranité og friterede ris, der forinden var marineret i kaffe.
Vælger man som os at gå hele vejen, så skal man være opmærksom på, at det både bliver en langvarig, meget mættende og også ganske bekostelig affære – med grappa, espresso, vand og velkomstdrink nåede vi op på 3.756 kr. – og det bringer Il Grappolo Blu op på siden af en aften på Noma. Det matcher deres kvalitet, rammer og innovationsniveau ikke helt, men når Il Grappolo Blu er bedst – læs når man holder sig til de gamle først og fremmest toscanske klassikere i lettere, mere moderne og tidssvarende udgaver – så er Den Blå Drue uden besvær med i kapløbet om at være byens bedste italiener.
