Så løgene inde og plant ud

‘Ailsa Craig’ plantet ud 3–5 pr. vokseplads. Foto: Winnie Poulsen

Nogle af de sædvanlige problemer ved løgdyrkning: stokløbning, løgskimmel og løgflueangreb kan decimere høsten ganske betragteligt, i uheldige tilfælde ødelægge det hele. Fordele ved såning Jeg siger ikke, at der ikke kan komme løgfluer i planter, man selv har sået, men stokløbning slipper man helt for, og skimlen plejer ikke at være så stort et problem i de såede planter som i dem, der er dyrket fra stikløg. Og så er der hele det dejlige udvalg, der findes, når man vælger fra frøkatalogerne. Særlig er rødløg ikke gode at dyrke fra stikløg, de løber næsten altid i stok. Det sædvanlige middel mod stokløbning er at lægge stikløgene så sent, at de ikke udsættes for en kuldeperiode. Det betyder så til gengæld, at de skal til at vokse sig store i juli og august, hvor skimmelen florerer. Ulempen, hvis der overhovedet er en ulempe ved at så løgene, er, at det skal gøres tidligt på året. Helst i februar, i hvert fald i marts. Men dejligt er det da også at se noget spire nu. Såning Da løgplanter i de første par måneder stort set ikke fylder noget, kan det fint lade sig gøre at så hver slags i en stor urtepotte. Planterne kan så stå deri, til de skal plantes ud, hvilket er, når risikoen for nattefrost er ovre, ellers dæk med fiberdug. Så ved god varme, gerne 15–20° C. Når planterne er kommet op, skal de stå lyst, luftigt og køligt. Specielt er det vigtigt, at temperaturen de sidste uger inden udplantning ikke er for høj (maks. 15° C). Ellers tror løgene, at det er sommer, og de begynder for tidligt at danne løg. Sidste år brugte jeg små priklepotter (5 x 5 x 5 cm) til at så løgene i. Der blev sået fra 3–5 frø/potte. Ved udplantning blev disse småplanter ikke skilt ad; til gengæld plantede jeg potteklumperne ud med større afstand, ca. 25 cm. Valg af sorter Nogle af de sorter, som jeg vender tilbage til er: ‘Ailsa Craig’: Kæmpeløg, som skal sås i februar for at blive stort. Spises først, da holdbarheden ikke er så god som for de mindre løg. ‘Red Brunswick’ (‘Braunschweig’): Et flot rødløg, som holder sig godt. Skalotteløg ‘Matador F1’: De blev så store og flotte i 1999, at jeg må fortælle, at det er skalotteløg, for de ser lige så store ud som alle andre løg. Zittauerløg: Der fås forskellige sorter hos alle frøfirmaer. ‘Senshyu Yellow’: Såes på friland i slutningen af juli for at give løg året efter i maj og juni – hvis vinteren bliver mild. Disse forsøger jeg hvert år, selv om der er et stort moment af gambling i dyrkningen, for de år det lykkes, nyder jeg disse tidlige løg kolossalt. De kan f.eks. sås efter de førsthøstede kartofler. Løg skal tørres godt Tørringen af løgene er en vigtig forudsætning for vinterholdbarheden. Er vejret tørt og varmt ved høsten, ligger de godt ude i solen. Ellers tager jeg dem ind ved siden af fyret i åbne flade trækasser, lig gamle æblekasser. Efter tørring ligger de vinteren over i mit kolde, frostfri viktualierum. Høst hellere lidt før end senere. Gerne når en trediedel af toppen har lagt sig ned. Det er så tilfredsstillende at dyrke noget, som kan give mad hele vinteren igennem, så om det er løg, kål eller kartofler, jeg sætter højest, er svært at afgøre. Alle er uundværlige.

Forårsblomstrende græsser

Det specielle og dekorative ved mørk blåaks er de mørke aks med gullige støvdragere. Foto: Jens Thejsen Mørk blåaks en forårsdag i Den Økologiske Have. Foto: Jens Thejsen Snefrytle i april. Foto: Jens Thejsen

I foråret vælter det frem med blomster i alle farver, størrelser og udformninger, alle gør de sig til for at blive besøgt af flest mulige insekter. Men der er også lidt mere ydmyge planter, som ikke behøver de store shows for at få gang i formeringen. En let brise – så er der gjort klar til næste generation. Til denne gruppe af stille eksistenser hører en del af græsserne, og nogle af dem er faktisk smukke og lidt underfundige på deres helt egen måde. Blåaks En pudsig forårsgræs er blåaks, en tuegræs, som spiller en vigtig birolle i den store forårsfilm. Det botaniske slægtsnavn er Sesleria, og der findes mange arter i denne slægt. De fleste arter er stedsegrønne, og nogle er halvstedsegrønne. En af de sjoveste er mørk blåaks, Sesleria heufleriana. Den er vildtvoksende i bl.a. Slovakiet og flere steder på Balkan, hvor den vokser i stenede bjergegne med fuld sol. Mørk blåaks bliver omkring 30 cm høj og har smalle blade, der er grønne på oversiden og blålige på undersiden. Fra omkring april står den med næsten blåsorte aks, og fra midt i april til midt i maj er der fuld gang i blomstringen. Det, der gør den speciel og meget dekorativ, er de mørke aks med gullige støvdragere. Der findes flere gode Sesleria, bl.a. kalkblåaks, små tuer, som er blålige på oversiden af bladene og grønlige på undersiden. Der findes to underarter, som ligner hinanden, og som begge trives godt på kalkjord, men som ellers stiller forskellige vækstkrav. Sesleria caerulea ssp caerulea er vildtvoksende på Öland, hvor den vokser på de fugtige til halvtørre enge. Sesleria caerulea ssp calcarea vokser derimod på meget tørre steder i Mellemeuropa og i Island. Kalkblåaks er forårsblomstrende, men har lyse, blålige aks. Efterårsblåaks, Sesleria autumnalis, adskiller sig noget fra de nævnte blåaks. Den har ikke blålige aks, men lyse, lange aks, og har gulgrønne, smalle blade. Den er desuden efterårsblomstrende og trives godt i halvskygge på en humusrig jord. Den vokser naturligt i Sydeuropa, men klarer sig fint i de fleste danske haver. Frytler Andre gode forårsgræsser er frytler, og de er faktisk slet ikke græsser, men er derimod i sivfamilien. Det er flerårige urter med græslignende blade med fine bløde hår i bladranden. Markfrytlen, Luzula campestris, er den mest almindelige i naturen, en lille lav, undselig sag. Mere anvendelig i havesammenhænge er stor frytle eller skovfrytle, Luzula sylvatica, som vokser vildt i Danmark, særligt i Østjylland. Den vokser primært i de blandede løvskoves halvskygge, gerne på skrænter med eg og bøg. Trives bedst i en fugtighedsbevarende jord, som ikke er alt for tung. Skovfrytle har sin hovedudbredelse i Mellemeuropas bjergskove. Stor frytle vokser i tuer, og har 1–2 cm brede græslignende grønne blade, som kun har få hår. Der dannes enkelte udløbere fra tuen, og den danner derfor sammenhængende bevoksninger. Blomstrer i maj – juni. Blomsterne sidder i en forgrenet blomsterstand på et 40–90 cm højt strå. Luzula sylvatica egner sig fint til bunddække og bliver aldrig aggressiv. Der findes flere sorter, bl.a. Luzula sylvatica ‘Tauernpass’, som er lidt lavere end arten. Luzula sylvatica ‘Marginata’ er mindre end arten, men har en lys stribe på bladkanten. Snefrytle Snefrytle er frytlernes dronning, en elegant og fin prydgræs, som virkelig fortjener stor anvendelse i haverne. Den er ikke hjemmehørende i Danmark, men vokser vildt i lyse skove i Mellemeuropas bjerge. I skove med avnbøg, navr, kirsebærkornel og smalbladet klokke står snefrytlen og lyser op. Når den kaldes snefrytle, er det ikke, fordi den kommer, medens der er sne, men fordi den står med næsten hvide små blomster i juni–juli. Den har det botaniske navn Luzula nivea, som netop betyder den snehvide frytle. Det er en prydgræs, som er let at arbejde med i havesammenhænge, den kan klare sig i næsten al slags jord, bare den ikke står og sopper i vand. Den er stedsegrøn og bliver omkring 60 cm høj med aks. Den sår sig selv i haven, men er ikke besværlig, da den er let at luge væk. Ud over at man kan frøformere den, kan den også fint deles. Snefrytle med hvide blomster i juni-juli. Foto: Jens Thejsen Kæruld En anden af forårets flotte flerårige græsser er kæruld, Eriophorum. En sumpplante, som hører til halvgræsfamilien. Smalbladet kæruld, Eriophorum angustifolium, er ganske almindelig i sumpede områder ved søer og i moser. Den bliver 30–50 cm høj, har krybende rhizomer og tendens til at brede sig. I april–maj blomstrer den, men er først rigtig spændende fra juni, hvor den står med masser af fine hvide uldtotter af kæruld. Tuekæruld, Eriophorum vaginatum, er også en sumpplante, men vokser på mere næringsfattig sur jord. Tuekæruld breder sig ikke på samme måde som smalbladet kæruld, men danner afrundede tuer. Den danner også fine uldtotter med en tot på hvert strå. Denne kæruld egner sig bedst i havesammenhænge. Tuekæruld i maj. Foto: Jens Thejsen Uldtotterne fra kæruld har man tidligere forsøgt at bruge til fremstilling af garn, men fibrene er for skøre, så de blev i stedet brugt til at putte i puder og dyner. Men det er nu som en fin sumpprydgræs, den bør gøre sit indtog i haverne. Kæruld i april ved Linnés Råshult i Småland. Foto: Jens Thejsen

Bålplads i haven

Lav billig havegrill og minibålplads

Jeg har købt en billig kinesisk støbejerns havegrill. Den bruges både til grill og minibål i haven. Små haver – små bål. Det er nemt at have et lille bål kørende, da der er en fin underluft i grillen.

Lille bålplads i lille have.

Drengene steger skumfiduser en dejlig »sommeraften« i september. Det er et nemt alternativ til snobrød (indrømmet: ikke sundere):

1. Spid en skumfidus
2. Rist den gylden udenpå og let flydende inden i
3. Klap 2 marie kiks omkring den
4. Træk pinden ud – værsgo og spis