Patrick Dempsey i København – WOW
maj 14, 2008

Patrick Dempsey er blevet et internationalt sexsymbol oven på rollen i ‘Greys Hvide Verden’. (Foto: AP)

Patrick Dempsey med sin medstjerne Michelle Monahan, der kalder ham ‘Den perfekte pakke’. (Foto: AP)
Patrick Dempsey har givet sin kone Jillian meget af æren for sit comeback, fordi hun hjalp ham med at lære manuskripter udenad, så han kunne få roller. Dempsey er ordblind og kan ikke læse direkte fra bladet. (Foto: AP)
McDreamy: Jeg nyder interessen
Patrick Dempsey fortæller ekstrabladet.dk om glæderne ved at være gift og bagsiden ved at være verdens næstmest sexede mand
Mænd stirrer blankt og uforstående tilbage, mens kvinder smiler henført, når man siger hans navn: Patrick Dempsey – måske bedre kendt som uimodståelige dr. ‘McDreamy’ Derek Shepherd i TV-serien ‘Greys hvide verden’.
Serien, der blev et hit lige fra sin premiere i 2005, katapulterede 42-årige Patrick Dempsey fra glemslen direkte ind på alverdens lister over lækre mænd.
ekstrabladet.dk fik en snak med skuespilleren, der ifølge amerikanske People er den næstmest sexede mand på jorden, da han onsdag lagde vejen forbi København.
Hvordan er det så at være udråbt til en af verdens mest sexede mænd?
- Jeg er da glad for opmærksomheden. I årevis var der ingen, der interesserede sig for mig eller på nogen måde syntes, jeg var tiltrækkende. Så nu er det sjovt, jeg nyder det, så længe det varer, siger Patrick Dempsey til ekstrabladet.dk.
- Men det er selvfølgelig noget, der er kunstigt fremstillet på baggrund af den person, jeg spiller (i Greys, red.). Det husker jeg hele tiden på. TV og det image, som det skaber for en, har en utrolig magt. Man kan umuligt leve op til alt det, så jeg prøver bare at være mig selv, siger Patrick Dempsey til ekstrabladet.dk.
Ethjulet cykel
Ifølge Dempseys medspiller i den romantiske komedie ‘En ægte mand’, Michelle Monahan, kan Patrick Dempsey roligt satse på at være sig selv:
Han er ‘den perfekte pakke’, siger hun.
- Han er så flot og så charmerende, men det bedste ved Patrick er, hvor utroligt sød og nede på jorden han er. Vi har den samme form for humor, og vi grinede meget, da vi lavede filmen, siger Michelle Monahan til ekstrabladet.dk
Under optagelserne til filmen imponerede Dempsey hende blandt andet med sine evner til at jonglere, køre på ethjulet cykel og så lærte han hende at danse.
Gift med 48-årig
På lærredet spiller Patrick Dempsey en overfladisk kvindejæger, men i virkeligheden er han meget en ‘one-woman-guy’: Han er gift på niende år med Jillian Dempsey, som han mødte, da han kom ind i hendes frisørsalon for at blive klippet. De har tre børn sammen.
Det er Dempseys andet ægteskab: Da han var 21, blev han gift med sin 48-årige manager, der også var mor til hans bedste ven.
Det var dengang, Patrick Dempsey var stjerne i firserfilm som ‘Can’t buy me love’ og ‘Loverboy’. Parret blev skilt i 1994 efter syv års ægteskab.
- At jeg har giftet mig igen, synes jeg, er ret ekstremt. Det er en lang vej at gå. For man ved, hvad man skal forvente sig og hvad forpligtelsen er og man vil gerne have, at det fungerer. Jeg kan godt lide at være gift. Det er ægte – det er alt det andet ikke, siger Patrick Dempsey.
Frustrerende succes
I tidligere interviews har Patrick Dempsey givet sin kone Jillian meget af æren for, at han efter en lang ‘død’ periode genoplivede sin karriere som skuespiller – og pludselig blev til et internationalt sexsymbol.
- Jeg tror, at det er bedre, at det er kommet nu, hvor jeg er gift. Jeg kan kun forestille mig, hvor meget ballade jeg ville være havnet i, hvis jeg ikke havde været en gift mand med børn, siger Patrick Dempsey grinende.
Han har flere gange været udsat for kvindelige fans, der var mere end insisterende:
- Der har været et par stykker, som vi har været lidt nervøs over. Når det begynder at gå ud over min familie og mine børn bliver jeg meget vred og meget beskyttende over for dem. Det er helt sikkert frustrerende, siger Patrick Dempsey.
Men det må man tage med, når man er verdens næstlækreste mand, mener Dempsey:
- Der er altid en bagside af medaljen, der er folk som ikke kan lide dig og er sure over, at du har succes. De kan være meget aggressive og grimme i munden. Man bliver bare nødt til at beholde det rigtige perspektiv og hverken tro på alt det gode eller alt det dårlige, som bliver skrevet og sagt om en, siger Patrick Dempsey.