Foto: Simon Bohr

Intet tyder på at den populære trio består. Når DR i 2009 er klar med ‘X Factor’ II, bliver det uden den karismatiske dommertrio, der i den grad har splittet seerne. Thomas Blachman, Lina Rafn og Remee er alle så ‘X Factor’-trætte, at de næppe er at finde i version to af programmet..

 

Især Thomas Blachman og Lina Rafn virker umulige at lokke tilbage i manegen, og dermed bliver morgendagens finale deres sidste optræden i ‘X Factor’-regi.

- Som udgangspunkt helt klart nej. Jeg skylder mig selv og andre at lave musik og fokusere på alt det, jeg har og kan. Jeg kan slet ikke tage stilling til det nu.

Min musik er ti gange bedre end alt det, der kommer ud, hver gang jeg åbner kæften, siger Thomas Blachman, som alene i 2008 barsler med hele fem pladeudgivelser.

Kun hvis Infernal flopper

Også Lina Rafn virker urokkelig. Senere på året udgiver hun en ny cd med Infernal, og det skal gå mere end galt, hvis hun skal tone frem på skærmen, når der igen er dømt ‘X Factor’.

- Kun hvis min plade med Infernal flopper. Ellers har jeg ikke tid. Det kræver meget mere tid, end jeg nogensinde turde drømme om. Det er meget, meget hektisk at lave det her forløb samtidig med, at jeg er i gang med at lave en plade. Og at lave promotion og spille koncerter vil ikke kunne lade sig gøre samtidig med, siger hun.

Remee – hverken sanger eller mediemand

Dermed kan manden bag fredagens to finalister, Remee, blive den eneste genganger i en ny sæson af succesprogrammet.

Remee forklarer, at han har lært utrolig meget af sin deltagelse i programmet.

Alligevel har popsnedkeren betænkeligheder ved at skrive under på en ny kontrakt med DR.

- Spørgsmålet er, om det er det rigtige for mig at gøre det en næste gang. Og hvor meget jeg savner det i mit liv.

Jeg har ikke en karriere som popsangerinde som Lina, eller som den medieperson, der ligger i Thomas’ figur. Jeg har ikke samme behov. For mig er det et spørgsmål, om det føles rigtigt.

Her kan du læse, hvorfor dommerne er så lunkne – ja nærmest isnende kolde – i forhold til at udpege den næste dansker med ‘X Factor’.

Læg en kommentar