Forårsblomstrende græsser

Det specielle og dekorative ved mørk blåaks er de mørke aks med gullige støvdragere. Foto: Jens Thejsen Mørk blåaks en forårsdag i Den Økologiske Have. Foto: Jens Thejsen Snefrytle i april. Foto: Jens Thejsen

I foråret vælter det frem med blomster i alle farver, størrelser og udformninger, alle gør de sig til for at blive besøgt af flest mulige insekter. Men der er også lidt mere ydmyge planter, som ikke behøver de store shows for at få gang i formeringen. En let brise – så er der gjort klar til næste generation. Til denne gruppe af stille eksistenser hører en del af græsserne, og nogle af dem er faktisk smukke og lidt underfundige på deres helt egen måde. Blåaks En pudsig forårsgræs er blåaks, en tuegræs, som spiller en vigtig birolle i den store forårsfilm. Det botaniske slægtsnavn er Sesleria, og der findes mange arter i denne slægt. De fleste arter er stedsegrønne, og nogle er halvstedsegrønne. En af de sjoveste er mørk blåaks, Sesleria heufleriana. Den er vildtvoksende i bl.a. Slovakiet og flere steder på Balkan, hvor den vokser i stenede bjergegne med fuld sol. Mørk blåaks bliver omkring 30 cm høj og har smalle blade, der er grønne på oversiden og blålige på undersiden. Fra omkring april står den med næsten blåsorte aks, og fra midt i april til midt i maj er der fuld gang i blomstringen. Det, der gør den speciel og meget dekorativ, er de mørke aks med gullige støvdragere. Der findes flere gode Sesleria, bl.a. kalkblåaks, små tuer, som er blålige på oversiden af bladene og grønlige på undersiden. Der findes to underarter, som ligner hinanden, og som begge trives godt på kalkjord, men som ellers stiller forskellige vækstkrav. Sesleria caerulea ssp caerulea er vildtvoksende på Öland, hvor den vokser på de fugtige til halvtørre enge. Sesleria caerulea ssp calcarea vokser derimod på meget tørre steder i Mellemeuropa og i Island. Kalkblåaks er forårsblomstrende, men har lyse, blålige aks. Efterårsblåaks, Sesleria autumnalis, adskiller sig noget fra de nævnte blåaks. Den har ikke blålige aks, men lyse, lange aks, og har gulgrønne, smalle blade. Den er desuden efterårsblomstrende og trives godt i halvskygge på en humusrig jord. Den vokser naturligt i Sydeuropa, men klarer sig fint i de fleste danske haver. Frytler Andre gode forårsgræsser er frytler, og de er faktisk slet ikke græsser, men er derimod i sivfamilien. Det er flerårige urter med græslignende blade med fine bløde hår i bladranden. Markfrytlen, Luzula campestris, er den mest almindelige i naturen, en lille lav, undselig sag. Mere anvendelig i havesammenhænge er stor frytle eller skovfrytle, Luzula sylvatica, som vokser vildt i Danmark, særligt i Østjylland. Den vokser primært i de blandede løvskoves halvskygge, gerne på skrænter med eg og bøg. Trives bedst i en fugtighedsbevarende jord, som ikke er alt for tung. Skovfrytle har sin hovedudbredelse i Mellemeuropas bjergskove. Stor frytle vokser i tuer, og har 1–2 cm brede græslignende grønne blade, som kun har få hår. Der dannes enkelte udløbere fra tuen, og den danner derfor sammenhængende bevoksninger. Blomstrer i maj – juni. Blomsterne sidder i en forgrenet blomsterstand på et 40–90 cm højt strå. Luzula sylvatica egner sig fint til bunddække og bliver aldrig aggressiv. Der findes flere sorter, bl.a. Luzula sylvatica ‘Tauernpass’, som er lidt lavere end arten. Luzula sylvatica ‘Marginata’ er mindre end arten, men har en lys stribe på bladkanten. Snefrytle Snefrytle er frytlernes dronning, en elegant og fin prydgræs, som virkelig fortjener stor anvendelse i haverne. Den er ikke hjemmehørende i Danmark, men vokser vildt i lyse skove i Mellemeuropas bjerge. I skove med avnbøg, navr, kirsebærkornel og smalbladet klokke står snefrytlen og lyser op. Når den kaldes snefrytle, er det ikke, fordi den kommer, medens der er sne, men fordi den står med næsten hvide små blomster i juni–juli. Den har det botaniske navn Luzula nivea, som netop betyder den snehvide frytle. Det er en prydgræs, som er let at arbejde med i havesammenhænge, den kan klare sig i næsten al slags jord, bare den ikke står og sopper i vand. Den er stedsegrøn og bliver omkring 60 cm høj med aks. Den sår sig selv i haven, men er ikke besværlig, da den er let at luge væk. Ud over at man kan frøformere den, kan den også fint deles. Snefrytle med hvide blomster i juni-juli. Foto: Jens Thejsen Kæruld En anden af forårets flotte flerårige græsser er kæruld, Eriophorum. En sumpplante, som hører til halvgræsfamilien. Smalbladet kæruld, Eriophorum angustifolium, er ganske almindelig i sumpede områder ved søer og i moser. Den bliver 30–50 cm høj, har krybende rhizomer og tendens til at brede sig. I april–maj blomstrer den, men er først rigtig spændende fra juni, hvor den står med masser af fine hvide uldtotter af kæruld. Tuekæruld, Eriophorum vaginatum, er også en sumpplante, men vokser på mere næringsfattig sur jord. Tuekæruld breder sig ikke på samme måde som smalbladet kæruld, men danner afrundede tuer. Den danner også fine uldtotter med en tot på hvert strå. Denne kæruld egner sig bedst i havesammenhænge. Tuekæruld i maj. Foto: Jens Thejsen Uldtotterne fra kæruld har man tidligere forsøgt at bruge til fremstilling af garn, men fibrene er for skøre, så de blev i stedet brugt til at putte i puder og dyner. Men det er nu som en fin sumpprydgræs, den bør gøre sit indtog i haverne. Kæruld i april ved Linnés Råshult i Småland. Foto: Jens Thejsen

En tur i køkkenet

God køkkenhygiejne Ordet hygiejne stammer fra græsk og betyder ”sådan forebygger man sygdom”. God køkkenhygiejne handler om at have fornuftig omgang med råvarerne, gode vaner for tilberedning og opbevaring af maden. Formålet er at undgå smittespredning med mikroorganismer (bakterier, virus og skimmelsvampe), som kan ødelægge maden og gøre os syge, når vi spiser den. document.write(‘‘) Den personlige hygiejne Når du arbejder i køkkenet, kan du overføre bakterier og virus til maden, som kan smitte dem, der spiser den. Men med få forholdsregler kan du nedsætte risikoen. Rene hænder er det vigtigste, og så må du naturligvis heller ikke nyse eller hoste hen over maden. Ved en infektion, halsbetændelse eller en bullen finger kan du komme til at udskille sygdomsfremkaldende bakterier, som kan videreføres gennem maden. Det samme gælder, hvis du har haft diarre med en maveinfektion, hvor smitten kan overføres fra afføringen. En tommelfingerregel siger, at det tager 10-15 sekunder at vaske hænderne grundigt med sæbe. Brug flydende håndsæbe, da fast håndsæbe kan huse bakterier. Husk at grebet på vandhanen også skal gøres ren, hvis du har rørt det med snavsede hænder. Brug et rent håndklæde – ikke viskestykket – til at tørre hænderne.

Skift håndsæben ud! Vask hænder document.write(‘‘) Før du går i gang med at lave mad document.write(‘‘) Når du har rørt ved rå madvarer document.write(‘‘) Efter toiletbesøg, og hvis du har pudset næse document.write(‘‘) Hvis du har plejet syge eller rørt ved sår og bumser document.write(‘‘) Når du har leget med din hund, kat eller kanin document.write(‘‘) Når du har været i kontakt med jord – fx i haven